Nyt INVITA køkken
Vi har fået nyt køkken, og jeg er så glad for at jeg endeligt kan vise det frem for jer. Især fordi det samtidigt betyder at vi kan lave mad igen! Køkkenet er fra Invita i Aarhus, hvor René og Jeg begge arbejder, så på den ene side kender vi alt til at få nyt køkken, og på den anden side er det bare noget helt andet selv at stå midt i det.
Det er fjerde gang jeg køber køkken, og jeg må sige at man bliver klogere og klogere for hver gang. Men ligesom med fødsler (siger nogle!) så glemmer man alt det processen medfører og fokuserer kun på resultatet. Heldigvis er det altid ventetiden værd.
Vi skiftede køkken for 5-6 år siden, som det aller sidste i vores hus. Vi kunne simpelthen ikke blive enige om hvordan det skulle se ud, og så var køkkener ret lavt på prioritetslisten dengang man byggede patriciavillaer, og rummet er derfor heller ikke ligefrem vores ønskerum. Vi fik valgt forkert… ganske enkelt. Vi fik hvid grebsfri låge med hvid stenbordplade, noget som burde være ret safe. Men det blev for upersonligt og sterilt, og så var kogeplade placeringen heller ikke optimal.
Men NU har vi fået vores drømmekøkken. Det er vi heldigvis helt enige om.
Matrialevalg
Vi var stensikre på at vi ville have Invita’s Nordic låge i lysegrå med et messinggreb. Bordpladen fik vi også hurtigt fastlagt til den smukke Carrara marmor, som står rigtig flot til den lysegrå farve. Sammen med greb i messing og en matchende Quooker som prikken over i’et, er det som noget bare er gået op i en højere enhed.
Vi besøgte vores bordpladeleverandør tilbage i sommers, for at vælge den helt rigtige råplade til bordpladen. Carrara er nemlig meget varierende i mønsteret, både i størrelsen men også mængden af den grå kontrast.
Bordpladerne klassificeres efter mængden af, og mønsteret i, den grå farve. Den med det tydeligste mønster er den dyreste, men jeg kan heldigvis bedst li’ den “billigste”. Der skal jo være en første gang for alting… og vores søde leverandør Kalle grinede lidt af at de plader jeg var mest vild med var dem de havde stillet til side som rester, som kun kunne bruges til sofaborde og lignende. Men vi fandt vores plade og fik sat et stort kryds derpå.
Jeg skylder måske lige at sige, at en marmor bordplade ikke er den mest praktiske løsning man kan vælge i sit køkken. Man skal i hvertfald kunne leve med de mærker pladen naturligt vil få, da den er lidt sart overfor f.eks. syre. For os er det bare patina, men det er lige en overvejelse man skal gøre sig. Man skal imprægnere sin marmorbordplade løbende for at holde overfladen lukket.
Fandt i øvrigt de smukkeste skåle til køkkenet forleden, til en super fin pris. Køb dem her.
Vores emhætte har tidligere siddet her, hvor det fine nye vitrineskab er sat op. Der er skåret ud til nogle rør øverst i højre hjørne, hvor vi lige mangler noget afdækning. Der skete nemlig dét, at vores fantastiske køkkenmontør blev far til en lille dreng midt i det hele, så vi har lige sat de sidste få småting på pause. Baby trumfer nyt køkken anytime, og vi er vildt taknemmelige over at han (og hans søde kæreste) alligevel havde overskud til at han kunne bruge nogle sene timer på afslutning af vores køkken så vi kunne komme på plads.
De cremefarvede Bestlite pendler stammer fra det gamle køkken, og skal ned så snart jeg finder de perfekte nye. Messinglampen i vindueskarmen er til gengæld en keeper. Den er fra Bekko.dk – se mere her.
Vasken er en hvid keramisk vask som ligner porselæn men er meget mere slidstærk. Den er underfræst, så noget af bordpladen er synlig og så er vasken limet op under. Meget elegant løsning. Bag vasken sidder vores nye messing Quooker med tilhørende sæbedispenser. Slut med grimme flasker med opvaskemiddel på bordpladen!
Vi har haft Quooker i 2 år og ville være kede af at undvære den, men omvendt passede vores Twintap sæt i børstet krom bare ikke helt ind. Så hvis nogen skulle være interesserede kommer den snart til salg. Prisen bliver 7000kr for haner og beholder, se billede nederst i indlægget.
Et touch af snedkerkøkken
Skabe helt til loft, massive træskuffer og toplister med “tænder” (som de små takker hedder), er med til at understrege den lidt herskabelige stil, og får det til at snuse lidt til et snedkerkøkken. Tror også vores montør kan skrive under på at det krævede sin mand at få det til at spille, med så mange skæve vinkler i det gamle rum som overhovedet muligt.
Køkkenet er meget mere tro mod husets stil end det gamle, og det er bare blevet HYGGELIGT. Det er vist det ord som opsummerer det bedst.
Den røde tråd
Den lækre lysegrå farve på lågerne går rigtig godt i spænd med den grå maling fra Nordsjø som vi har valgt til de to tilstødende stuer. Det er ikke så tydeligt på billedet her pga. det kraftige lysindfald i karnappen, men hop evt. til tidligere indlæg og se den røde tråd vi har fået skabt.
Malingen i køkkenet er Lys Råhvid fra Nordsjø, Ambiance Silkematt.
Min favorit kombination, grå og messing går igen i stuerne og binder hele underetagen godt sammen. Vi mangler som sagt de sidste detaljer i indretningen, men det tager efterhånden form.
Vil i se lidt før billeder?
Vi er godt selv klar over at det var et ganske udemærket og ret nyt køkken, men heldigvis fik vi det solgt til nogle søde mennesker som nu har fået et meget velholdt, brugt køkken til en super god pris.
Gamle huse afslører mange sjove detaljer når man begynder at pille lidt i overfladen.
Tak fordi i ville læse med!
Sikke et fint køkken.. jeg bliver helt misundelig.
Har været på invitas hjemmeside og kan ikke se Nordic i grå..
Har I selv fået lågerne malet ?
Forfatter
Hej Natashia.
Nordic findes som standart i lysegrå. Hjemmesiden er desværre ikke så nem at finde rundt i, men der er en opdateret version på vej :o)
Sig til hvis du har brug for hjælp ifht et Nordic køkken – jeg arbejder i Invita Aarhus.
Mvh. Kristina
Vil lige høre hvilken bordplade leverandør I brugte? Vi står nemlig selv og skal finde os en, og vi er i tvivl om hvilken type marmor det skal være, så der må gerne være en del forslag.
Det er dog ikke til en køkkenbordplade, men til et bord
Forfatter
Hej Anne.
Vi bruger én bestemt leverandør når det er marmor, og de har næsten alt. Man kan selv komme ind på fabrikken for at se råpladerne og udvælge en.
Du kan lige sende mig en mail på krpe.aarhus@invita.dk hvis jeg skal hjælpe. Vi har selv lige fået et marmor sofabord fra samme leverandør. Jeg er lige på ferie men ser mails igen onsdag.
Mvh Kristina
Hej
Er interreseret i den bordplade til vores køkken – skal man vælge mat eller glans og hvad har I valgt.
Forfatter
Hej.
Det er den smukkeste bordplade.
Det er mest sydpå den ses i poleret udgave, eller på gamle badeværelser. Men det er en smagssag. Vores er mat, og jeg har også kun solgt den i mat☺️